Hvilke herrer tjener astrologien?


I denne tråd om divination kan man læse, at divination (spådomskunst) afspejler et samfunds epistemologier, dvs. de værdier, synspunkter og diskurser et samfund eller en kultur har. En diskurs er, hvad man offentligt taler om. På sin vis er det jo ganske naturligt, at astrologi og anden divination afspejler, hvad der foregår i samfundet. Divination er en afspejling af det omkringliggende samfund.

I det følgende vil jeg beskrive astrologien herhjemme siden ca. 1970 og sætte den i relation til, hvilken type samfund vi lever i. 

Til næste år er det 50 år siden, jeg begyndte på astrologien, og det er jo klart nok, at jeg hermed har oplevet forskellige faser i astrologien. Det gælder både form og indhold. I enten 1978 eller 1979 var jeg på besøg i I.C. Instituttet. Her var en række af datidens astrologer tilstede som f.eks. Birthe Kirk, Sven FF Svenson, Finn Thorsen og Gilbert Tjørnum. Det, som slog mig, var den seriøse måde, de omtalte astrologien på. De tilstedeværende agerede nærmest som videnskabsmænd, og alle kommunikerede eksakt og rationelt. Dengang var der mange, der opfattede astrologien som videnskabelig funderet, og den blev behandlet som sådan. Samtidig var det en tid, hvor videnskabsmænd kunne optræde i fjernsynet en lørdag aften bl.a. i underholdningsprogrammer. Som alle ved, blev de første mennesker landsat på Månen i 1969 i forbindelse med Apollo 11-programmet. Videnskaben, og især naturvidenskaben, havde opnået sin måske største triumf. Så vi ser her, hvordan astrologien afspejlede tidens ånd, der i høj grad var en videnskabelig ånd.

I slutningen af 1970´erne og op gennem 1980érne blev den traditionelle astrologi, der var rimelig skæbnebetonet, men som også indeholdt psykologiske elementer, suppleret med en mere psykologisk orienteret astrologi. Det var især astrologerne Stephen Arroyo og Liz Green, der gennem deres bøger bragte dette nye element ind i det danske miljø. For begges vedkommende blev en persons karakter hans eller hendes skæbne. Ved at arbejde med sig selv, hovedsageligt gennem adfærdsændring, kunne man påvirke, hvad der skete i ens liv. Denne form for astrologi, der har rod i den amerikanske humanistiske psykologi, er stadig meget udbredt. Især Arroyo arbejdede meget med transitter, der bliver til perioder, hvor man indser, at ændringer i ens liv er nødvendige. Analyserer man Arroyos værker i dybden, dukker der et stærkt social-darwinistisk element op. Det er tilpasning til ydre relationer, der skaber god overlevelse. Liz Green er en mere traditionel psykologisk analytiker, da det er den indre psykologiske oprydning, der skaber forbedrede livsvilkår. Man kan sige, at i 1970erne og 1980erne kommer der mere fagpsykologi ind i astrologien.

Omkring 1990 fik to nye typer astrologi vind i sejlene herhjemme, nemlig den esoteriske astrologi og øjebliksastrologien. Den esoteriske astrologi er kendetegnet ved, at man skal udvikle sig, lære noget og blive mere bevidst. Der er forskellige former for esoterisk astrologi, også kaldet udviklingsastrologi. Der er også flere former for øjebliksastrologi, der alle er karakteriseret af meget eksakte analyser og konklusioner. Denne form for astrologi er i sin essens også en videreudvikling af renæssancens astrologi.

Midt 1990ére og tiden frem
Omkring 1994-1995 skete der et skift i hele miljøet. Astrologien blev efter min mening kedelig på den måde, at foredrag og konferencer blev mere stive og uden egentlig deltagelse fra tilhørerne. I det astrologiske miljø forsvandt ikke kun den spontane deltagelse, men også de sociale elementer. I gamle dage i Ekliptika var det helt almindeligt, at mange fremmødte gik til den nærmeste bodega efter et foredrag. Der var dengang nogle dionysiske overtoner over astrologien.

Det samme skete på den højskole, hvor jeg underviste i filosofi. Vi lærere døbte dem fugleunge-generationen. Højskoleeleverne sad nu som fugleunger med åbne næb, der skulle fodres, uden selv at komme med indslag, vinklinger og bemærkninger. Det blev til ren forelæsning, og det var kedeligt. Midt 1990érne kaldte jeg dengang på højskolen for ´cool-café-kulturen´. På københavnske caféer kunne man se ikke så få sidde alene ved et bord og se cool ud.

Konkurrencestaten og velfærdssamfundet
I 2011 udgav Ove Kaj Pedersen bogen ´Konkurrencestaten´. Hans teori er, at i slutningen af 1800-tallet begyndte vi i Danmark at opbygge velfærdssamfundet. Det blev i 1970érne afløst af velfærdsstaten, altså hvor staten gennem en række konkrete love (paragraffer) sikrer den enkelte borgers velfærd. I 1990érne bliver velfærdsstaten afløst af konkurrencestaten. Globaliseringen har betydet øget økonomisk konkurrence lande imellem, også indenfor EU, for at klare sig på verdensmarkedet. For at beskytte velfærdsstaten indføres konkurrencesamfundet, siger Ove Kaj Pedersen. Danmark som stat, virksomheder og de enkelte borgere skal op på dupperne og mange tiltag skabes, der skal opbygge vores konkurrenceevne. Det gælder f.eks. skolen, hvor hovedvægten lægges på at lære noget (uddannelse), og skolen skal i mindre grad være dannende. Pisa-test indføres sammen med en længere skoledag. Er man syg tilbydes ikke længere lindring og omsorg som i velfærdssamfundet og velfærdsstaten dage. Konkurrencesamfundet ønsker, at de syge, arbejdsløse og andre skal vende tilbage til arbejdsmarkedet hurtigst muligt. Dagpengeperioden blev nedskåret fra 4 til 2 år, ingen under 40 år kan få førtidspension, der lægges loft over kontanthjælpen, syge skal arbejdsprøves og i ressourceforløb skal enhver arbejdsevne blotlægges.

Ove Kaj Pedersen argumenterer for, at vi gennem konkurrencestatens nye regler og livssyn har kunnet bibeholde vores velfærdssamfund. Han roser Danmark og Sverige, men kritiserer USA, Storbritannien, Tyskland og Frankrig. De er også gået over til konkurrencestaten, men har ikke formået at tage hånd om de svage i samfundet. Svage i Danmark og Sverige har fået det lidt dårlige, men det er slet ikke sammenligneligt med de nævnte lande. Her er der blevet langt større forskel mellem rige og fattige. Ove Kaj Pedersen er dog ikke længere så optimistisk omkring konkurrencestaten. Han har angrebet den siddende venstreregering og Lars Løkke hårdt. Han siger direkte, at ´Løkke står i spidsen for en rå, visionsløs og teknokratisk konkurrencestat.
´
Astrologiens herrer.
I det forrige beskrev jeg, hvordan den cool-café kultur slog igennem i 1990érne og påvirkede astrologien. I dag forstår jeg bedre, hvad der skete. Det var ganske enkelt starten på konkurrencestaten med alle dens implikationer: man skal klare sig selv, optimere sig selv og udvikle sig selv, så man kan følge med og gøre det godt på arbejdsmarkedet.

Dogmet om, at man skal udvikle sig hele tiden i konkurrencestaren, er klart afspejlet i den esoteriske astrologi, der konstant taler om udvikling. Man kan derfor analytisk konkludere, at denne form for astrologi vil klare sig bedst. Den afspejler det nuværende samfunds værdier og krav.

Den traditionelle astrologi blandet med den humanistiske psykologi (Liz Green, Stephen Arroyo o.a.) vil klare sig næstbedst, da den tilbyder udvikling, men kun i mere moderat grad.

Den traditionelle vestlige astrologi samt øjebliksastrologien vil klare sig dårligst, fordi den ikke afspejler og imødekommer konkurrencestatens stigende behov for selvdannelse, selvoptimering og selvudvikling. 

Unge anno 2018/19
Sidst år var jeg inviteret til Christians Havns Gymnasium for at deltage i et seminar om astrologi på initiativ af elevforeningen. Der var fuldt hus. Tilstede var tre unge astrologer, som virkelig brændte for sagen. De brugte astrologen til mange emner. De tolkede fuldstændigt frit, men det var ikke uden nuancer. De brugte mest horoskopet på sig selv og forholdet til andre. Traditionelle astrologer var de ikke, men de var heller ikke esoteriske. De var individualistiske og en slags moderne eksistentialister, der søgte identitet. Om disse kan forny astrologien ved jeg, men håber det naturligvis. Her er et link til en af de unge astrologer:

https://www.dr.dk/mitliv/tvaers/oskar-paa-19-aar-astrologien-hjaelper-mig-med-forstaa-mine-foelelser

De unge med deres spontane astrologi har en chance, fordi det moderne samfund ud fra andre sociologiske teorier er blevet til et stærkt individualistisk samfund med tvivl omkring, hvem og hvad man egentlig er. Men mere om en sådan sociologisk teori senere.